Moderne Kirkekunst
Grundlag

Hvad er moderne kirkekunst?

Hvad er overhovedet religiøs kunst? For nogle er al (god) kunst religiøs, i store dele af moderniteten kunne religion og kunst knapt mødes, og for andre er spørgsmålet for bredt til at kunne besvares meningsfuldt. Kan man så i stedet indsnævre spørgsmålet til, hvad der gør kunst kristen? 

Det har man i hvert fald ofte diskuteret kriterier for, og et nærliggende forslag har været, at kunsten skal være i overensstemmelse med eller ligefrem bidrage til den kristne grundfortælling. Svaret kan synes selvindlysende, men er langt fra uproblematisk. Skal kunsten således forestille noget bestemt – og måske endda let genkendeligt – for at leve op til bestemmelsen? Kan nonfigurativ kunst eller ornamentik da kun være kristen ved fx at bevæge sig inden for kirkeårets liturgiske farveskala? Skal kirkens kunst have en indikativisk udsagnsværdi, eller er det nok ”bare” at skabe en følelse, en stemning? Endelig kan man også støde på folk, der vil stille spørgsmålstegn ved, om ”moderne kirkekunst” nødvendigvis er det samme som ”moderne kunst i kirken”. For er der ikke en tendens til, at kirken som institution er lidt altmodisch i sin smag, og at den i sit valg af kunstnere og såmænd også kunstformer lunter langt efter kunstscenens avantgarde? Hvor mange (video-)installationer eller interaktive kunstværker befinder der sig lige i de danske kirker?

Kriterier for moderne kirkekunst

Der kunne stilles mange andre drilske, men relevante spørgsmål; men i stedet for at lede efter plausible svar til at løse den gordiske knude, lægges der til grund for denne database nogle ganske anderledes pragmatiske og empirisk håndterbare kriterier. Kunsten defineres i denne sammenhæng ikke som kirkekunst på grund af sit indhold (ved fx partout at skulle inkorporere tydelige kristne symboler), men alene ved fysisk at befinde sig i en kirke, og den betragtes ikke som moderne i kraft af sit særlige udtryk eller materiale, men alene ved kronologisk at være blevet lavet efter 1945.

Ved at benytte denne fremgangsmåde bygger databasen således ikke på en normativ ekspertviden, men har overladt ansvaret for at vurdere, hvad der hører hjemme i en (dansk) (luthersk) kirke til det myndige lægfolk, som siden 2. Verdenskrig har truffet de valg, databasen rummer information om og billeder af. Kunstnere og lokale kræfter i samspil med menighedsråd og præster – ofte vejledt behørigt af fagfolk og tilsyn, andre gange i modsætning hertil – har i et par generationer givet en konkret definition på, hvad der hører hjemme i sognenes gudstjenesterum: Moderne kirkekunst er i denne sammenhæng de tusinder af nye værker, der reelt befinder sig i kirkerne. Hvorvidt værkerne alle har en essens eller deler nogle fællestræk, som berettiger dem til at blive betegnet som ikke bare faktisk forekommende kirkekunst, men også i teologisk, æstetisk og kunsthistorisk forstand som kristen, religiøs eller moderne er tvivlsomt; men en diskussion herom kan i det mindste søge efter sin dokumentation her.

Tiden præger kunsten

Folkekirken i Danmark er ikke mindst kendetegnet ved, at vi i stort omfang har bevaret og fejrer lutherske gudstjenester i bygninger og rum, der strækker sig langt bag om reformationens indførelse. Til forskel fra visse andre lande har vi hos os valgt ikke at nedrive, men at bevare de gamle og traditionstunge kirker. Til gengæld har vi især brugt udsmykninger til at lade tidens gang og forskydninger, for ikke at sige omvæltninger inden for teologi, kristendomsforståelse og kirkesyn sætte sit præg på rummene, så gammelt og nyt kan mødes og vidne om tradition og liv.

Mønstre i kirkekunsten?

Hvis vi ofte tillader os at tage kalkmalerierne til indtægt for at kunne sige noget om troen og kirkelivet i middelalderen, hvad vil kirkerummenes samtidige kunst i sidste halvdel af det 20. århundrede og begyndelsen af det nye årtusinde så monstro kunne sige om vores egen tid? Nok fremviser den samlede kirkekunst næppe en ”essens”, men danner der sig alligevel mønstre? Mønstre som måske navnlig for den moderne kunsts vedkommende er kendetegnet ved, at man ikke skal på specielt mange års afstand for at opdage et fascinerende spil mellem nærmest tidløse og meget tidstypiske bidrag til kirkeudsmykningen.

Benny Grey Schuster
Lektor, Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter